Generelle

Kristensen: Mestre hvis vi spiller sådan

FCK's Thomas Kristensen er ikke i tvivl om guldets placering, hvis løverne kan holde niveauet.

Nederlaget tog hårdt på derby-debutanten Thomas Kristensen i søndags i Brøndby, men alligevel var kampen og atmosfæren en stor oplevelse.

- Det var rigtig stort at prøve. Jeg havde glædet mig meget til kampen, som levede op til det jeg troede med intensitet, en flot kulisse og mange dueller på banen, fortæller Thomas Kristensen til tipsbladet.dk.

I FC København-lejren mener man fortsat, at det bedste hold tabte opgøret, og faktisk synes midtbanespilleren, der kom fra FC Nordsjælland, at FCK ligner en guldvinder.

- Hvis vi kan spille sådan der som i Brøndby, så kan ingen røre os i Danmark. Vi bliver mestre, hvis vi spiller sådan og kan holde niveauet, slår Thomas Kristensen fast.

FC København er placeret på en øjeblikkelig tredjeplads i SAS-ligaen, et point efter Brøndby og fire efter OB.