Video : Tipsbladet
Landshold

Officielt: UEFA udvider EM-trupper

De deltagende hold ved sommerens EM i fodbold kan tage 26 spillere med til slutrunden i Tyskland.

Danmarks fodboldlandstræner Kasper Hjulmand må tage 26 spillere med til sommerens EM i Tyskland, efter trupperne ellers tidligere har skullet være på 23 spillere.

Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) skriver i en pressemeddelelse, at trupperne for de deltagende lande ved sommerens slutrunde bliver udvidet med tre ekstra spillere.

- Uefas eksekutivkomité har fredag besluttet at øge den maksimale trupstørrelse for de deltagende hold ved sommerens EM-slutrunde fra 23 til 26 spillere, lyder det fra forbundet.

Ved EM i 2021 måtte trupperne også være på 26 spillere. Det var dog på grund af coronapandemien, der havde skabt et meget presset kampprogram op til slutrunden.

Udvidelsen af trupperne til sommerens slutrunde har været undervejs i et stykke tid. I begyndelsen af april lød det fra Uefa, at et flertal blandt de 24 EM-landstrænere ønskede, at trupperne blev udvidet.

- Nogle udtrykker ønske om at øge truppens størrelse med flere valgmuligheder grundet truslen om skader og de intense, fysiske krav, der stilles til spillerne, lød det fra Uefa.

Enkelt landstrænere har dog haft modsatte holdning. De mener, at det kan være udfordrende at afvikle træning med et større antal spillere, og de peger også på det økonomiske aspekt i at have flere spillere med.

De 26 mands store trupper skal være udtaget senest 7. juni.

EM spilles fra 14. juni til 14. juli.

Danmark er i gruppe med Slovenien, England og Serbien.

/ritzau/