Video : Tipsbladet
Superliga

- Pas på med at drikke for mange fadøl

Fanklubben: Silkeborg IF-fan Jesper Koerstz Jensen og AGF-fan Anders Søgaard er i debat og snak om pokalfinalen på torsdag.

Det er dansk fodbolds største enkeltstående fodboldkamp, når der Kristi Himmelfartsdag er pokalfinale.

Denne gang er det Silkeborg IF, der møder AGF i et rent jyst opgør på et udsolgt Parken, og Tipsbladet har sat Silkeborg IF-fan Jesper Koerstz Jensen og AGF-fan Anders Søgaard stævne for at debattere og tale om pokalfinalen.

For pokalfinalen, ja, det er bare noget særligt.

- Det er en kæmpe oplevelse at være til en pokalfinale, især når man kommer fra sådan en lille klub.

- Jeg har et godt råd til dem, der skal prøve det for første gang: Pas på med at drikke for mange fadøl lige op til kampstart, for så risikerer man, at der er dele, man ikke husker så godt, som kampene fortjener, siger Jesper Koerstz Jensen, Silkeborg-fan, om pokalfinalen.

AGF vandt senest en pokalfinale i 1996, mens SIF senest vandt i 2001. Siden har begge klubber stået i en pokalifnale og tabt. For AGF var seneste oplevelse i 2016, mens SIF havde fornøjelsen i 2018.

For AGF var 1996 også seneste gang, at klubben formåede at vinde en titel. En lang tørke for en så stor klub som AGF.

- Jeg vil nok mest huske det for Mogens Kroghs trælse mål på Århus Stadion, hvis jeg skal være helt ærlig, hvor mesterskabet så glipper. Det er det, jeg husker '96 mest for.

- Der var også en titel (i 1996), men jeg ville også gerne have haft to, når der var muligheden. Der har vi ikke haft i mange år, og hvem ved, hvor lang tid der går med det. Det var en træls situation, at man kunne have fået the double, men endte med kun én. Men det er jo også mere, end vi har fået de sidste mange år, siger Anders Søgaard, der nu glæder sig over igen at have muligheden for at vinde noget:

- Det betyder ekstremt meget, også for Århus' selvforståelse som en stor klub. De sidste mange år har det været noget af en rutsjebanetur, godt nok også med nogle bronzemedaljer også, men pokalen har man jo spejdet langt efter. Man var godt nok i finalen i '16, men den tabte man til FCK. Det er en god mulighed, og uden at forklejne Silkeborg er det en bedre mulighed, end hvis man havde mødt et af de store hold.

For Jesper Koerstz Jensen er det med at nyde øjeblikket, når man er i en pokalfinale - det oplevede han selv, sidst SIF var i pokalfinalen og kom foran mod Brøndby.

- Der er en regel om, at solen altid skinner, når Silkeborg er i en pokalfinale. Så der er garanti for godt vejr.

- Vi var så heldige at få to minutter i himlen, da den stærkt undervurderede georgiske angriber (Davit) Skhirtladze satte den ind til 1-0. Vi havde den jo nærmest mellem hænderne. Vi havde den der følelse af, at "vi vinder fandeme en pokal i dag". Og den følelse havde vi i ét minut og 22 sekunder, inden Brøndby udlignede og det gik galt. Men en kæmpe oplevelse, siger Jesper Koerstz Jensen.

Det er klokken 17.00 torsdag, at de to klubber skal have afgjort, hvem af dem der skal være årets vinder af pokalfinalen, og hvilken der må nøjes med en andenplads.

Se de to fans tale om pokalfinaleoplevelsen i videoen øverst til denne artikel.