Video : Tipsbladet
Superliga

Dansk interesse for Mads Enggård

Der er interesse fra både ind- og udland for Mads Enggård, fastslår Søren Pedersen.

Mads Enggård har fået et stort gennembrud i Randers FC i den indeværende sæson, og det har blandt andet udmøntet sig i, at den hårdtarbejdende midtbanespiller er den bedst placerede dansker på den såkaldte Golden Boy-liste.

Og den gode sæson kan også udmønte sig i et flot skifte denne sommer.

Det erkender Søren Pedersen, sportsdirektør i Randers FC, i et interview med Discovery+.

Søren Pedersen fortæller, at planen er, at Mads Enggård lige nu skal være en profil i Randers FC, men at han på sigt skal videre. Noget, der altså allerede kan ske denne sommer.

- Ja, det tror jeg bestemt (kan ske, red.). Der er interesse for ham, og han gør det jo rigtig godt og har stort potentiale, så det kan jeg sagtens se, siger Søren Pedersen til tv-stationen.

Interessen kommer både fra Danmark og udlandet.

- Jeg synes egentlig, der er bred interesse, både fra ind- og udland. Så det er fra en højere hylde, og det er selvfølgelig interessant, lyder det fra Søren Pedersen. 

Randers FC solgte i januar en af sine store profiler til Brøndby IF i Filip Bundgaard, som i den forbindelse blev kronjydernes rekordsalg med et prisskilt på 22,5 millioner kroner. Om Mads Enggård, 20 år, bliver ligeså dyr, må tiden vise.