Video : Tipsbladet
Premier League

Afslører: Kiggede på svinedyrt Højlund-alternativ

Erik ten Hag bekræfter, at man havde en anden angriber i kikkerten i sommer, da man hentede Rasmus Højlund til Manchester United.

Rasmus Højlund løb med alle de store overskrifter i sommer, da han skiftede til Manchester United i en dansk rekordhandel. 

Det kunne dog meget vel have endt anderledes. 

Manchester United var nemlig også lune på en anden angriber, der givetvis havde været endnu dyrere end danskeren - nemlig Harry Kane. 

I løbet af sommeren var den engelske skarpretter rygtet til 'De Røde Djævle', og nu bekræfter cheftræner Erik ten Hag i et interview med Sky Sports, at interessen var reel. 

- I det sidste årti og i den seneste tid har vi ikke altid kunne få de spillere, vi gerne ville have. Men så skal man bygge op, og man må acceptere, at man får talent ind i stedet for spillere, der allerede har bevist sig. 

- Vi har fået truffet nogle valg med talenter som Rasmus Højlund. Jeg kan se en angriber, der allerede har bevist sig, som vi gerne ville hente, men vi kunne ikke få ham. Og så gik vi til Rasmus, fordi han er et talent. 

Er det Harry Kane?

-Ja, og du ved, at Harry Kane får dig 30 mål. Jeg tror, Rasmus når dertil, men han har brug for tid. Det er ikke rimeligt at vurdere ham på samme måde som Harry Kane. Jeg ville aldrig sammenligne to spillere, fordi de er meget forskellige, fortæller Erik ten Hag. 

I stedet endte Harry Kane som bekendt i Bayern München, hvor han scorer mål på samlebånd. 

Englænderen har lavet 43 mål i sine første 43 kampe for den sydtyske gigantklub. 

For Rasmus Højlund er bundlinjen en anelse mere beskeden. Her er det blevet til 14 mål i 38 kampe.