Video : Tipsbladet
Champions League

Lokker Mbappe: De bedste kommer altid til Real

Antonio Rüdiger virker klar til at tage imod Kylian Mbappe.

Der har i næsten et år været rygter om Kylian Mbappes fremtid efter, at han selv slog fast, at han ikke ville forlænge sin aftale med PSG, som slutter efter denne sæson. Særligt har Real Madrid været nævnt som hans kommende klub.

I et interview med Le Media Carré fortæller den tyske Real Madrid-forsvarer Antonio Rüdiger, hvordan han ser på sagen.

- Hvem siger, at han kommer? Det er ikke officielt, lød det med et smil fra tyskeren.

Det kunne måske sige mere, at der blev plads til et lille smil end det, som han egentlige sagde. Desuden mener han, at det ville passe godt for Mbappe, hvis han endte med at skifte til den spanske hovedstadsklub.

- De bedste spillere i historien er altid kommet til Real Madrid. Han er en af de bedste spillere i verden, så det ville være et godt match, slår Rüdiger fast, som desuden har en klar overbevisning om, hvordan det ville gå, hvis de skulle møde dem i Champions League-finalen i år.

- Hvis vi står over for ham i finalen, vil vi slå ham. Og hvis han dribler forbi mig, så smasker jeg ham, griner Rüdiger igen.

Real Madrid møder Bayern München i deres semifinale i Champions League, mens PSG og Mbappe skal møde Dortmund.

31-årige Rüdiger kom selv til Madrid på en fri transfer tilbage i 2022. Det var dengang fra Chelsea.