Video : Tipsbladet
Benelux

Eriksen-retur? Han har varme tanker om klubben

Christian Eriksen har været sat i forbindelse med Ajax, og ifølge Christian Poulsen er der ingen tvivl om, at den danske landsholdsstjerne ville kunne blive en gevinst for den hollandske storklub.

11 år efter skiftet til Tottenham kan Christian Eriksen potentielt rykke tilbage til Ajax efter denne sæson. 

Den danske landsholdsstjerne er i hvert fald blevet nævnt som et emne i den kriseramte hollandske storklub flere gange, og ifølge Christian Poulsen er der ingen tvivl om, at Ajax har brug for at blive styrket. 

- Dette Ajax-hold har brug for et stærkere fundament, lyder det i et interview med Ajax Life fra Christian Poulsen, der selv har en fortid som spiller og assistenttræner i den hollandske klub.  

- Christian er en stor leder. Ikke nødvendigvis på grund af det, han siger - for der er mange rutinerede spillere, der taler mere - men på grund af den måde, han agerer på. 

I interviewet fortæller Christian Poulsen, at han talte med Christian Eriksen, da landsholdsstjernen i januar 2022 trænede med Jong Ajax for at holde formen ved lige efter afskeden med Inter. Ifølge Poulsen spurgte Eriksen her til et af de unge danske talenter i Ajax. 

- Det oplever man ikke med særligt mange spillere. De fleste af dem har travt med dem selv, lyder det fra Christian Poulsen.  

Christian Poulsen, der nu er assistenttræner på det danske landshold, er ikke i tvivl om, at Ajax vil kunne få gavn af Christian Eriksen. 

- 'Chris' kan stadig spille fodbold på et rigtigt godt niveau, og han er også en leder med bolden. Jeg ved, at han stadig har varme tanker om Ajax, men i sidste ende bestemmer han selv sin egen fremtid, siger Christian Poulsen. 

Uanset hvad kommer der dog tid til at gå noget tid, før Ajax er tilbage på toppen, lyder vurderingen. 

- Der kommer til at gå nogle år, før Ajax igen kommer til at spille den type fodbold, som de gjorde under Ten Hag. Der vil altid være talent i Ajax, men som klub har man brug for et stærkt fundament. Ikke kun på banen, men i hele klubbens struktur, siger Christian Poulsen. 

Christian Eriksens kontrakt med Manchester United løber frem til sommeren 2025, men den begrænsede spilletid i foråret har medført spekulationer om, at den 32-årige danske stjerne skal videre til sommer.